Bongos Corner 13

At bladre i den fynske galopsports arkiver, at tænke tilbage på de 25 år siden starten og sammenligne med forholdene nu her i jubilæumsåret i 1960, virker naturligvis tankevækkende. 

Forbi er de dage, da den fynske fuldblods såvel i avl som i sport kunne tage konkurrencen op med alt andet fuldblod i Danmark i de store klassiske løb. En og anden kunne måske med fordums storhedstider in mente henfalde til sørgmodige betragtninger, men hvorfor egentlig det? Man må kort og godt erkende, at fuldblodssporten på Fyn stadig eksisterer, om end under beskedne former end i de første år efter banens start og op til omkring 1950, men lad en så pessimistisk betragtning fare til fordel for den langt mere opmuntrende kendsgerning, at situationen for galopsporten på Fyn er langt lysere nu end i årene efter den professionelle sports ophør på banen. En alvorlig stilstandsperiode er forbi, og meget tyder på, at det går mod lysere tider for denne ædle sportsgren. 

Lad årsager til krisen for en halv snes år siden være ude af betragtning. I stedet bør man rette blikket mod de mænd, som gennem årene har søgt at bringe galopsporten opad, ligesom et jubilæumsår som dette, bør nævne nogle af de talrige dejlige heste, som har frydet tusinder og atter tusinder af mennesker.

Flere fynboer havde allerede kastet sig ud i fuldblodssporten, inden banen startede. Blandt disse skal nævnes konsul V. Fehr, der i 1934 begyndte sin sejrsmarch i rækken af landets fornemste amatørløb om Kongens Ærespræmie i Klampenborg. I 1934, 35 og 36 vandt konsul Fehr kongens trofæ med hesten Quick March, og han fuldendte triumfen ved senere at sejre to gange i samme løb med Mercury. Konsul Fehr skulle for øvrigt i 1949 også blive vinder af HM Dronning Ingrids ærespræmie i Odense.

Fra banens første år husker man heste som Semi Royal og Tramontana, der dominerede i banens første sæson, Master, Windsor, Lau, Day Dream, Mainspring, Nebukanezar, Nirvana, Nuller, Valdemar, Bambino og fra krigsårene: Komtesse, Ragnar, Zephyr, Rebus og Skjold.

En sjov anekdote omkring den tyskfødte hoppe Tramontana (Landgraf), var, at hun på Åbningsdagen tilbage i 1935 startede hele to gange og efter at hun var fjerde i Åbningsløbet, kunne hun vinde dagens sidste løb – Fyensløb – med lærlingen E Engel i sadlen, og det var efter, at hun havde været i avlen i både 1933 og 34. Denne hoppe var i øvrigt trænet af Axel Stjernkvist!

Tre heste skulle blive de helt store stjerner: Nirvana, Varna og Asa-Thor, der alle vandt deres Derby, Asa-Thor tilmed Triple-Crown winner. I disse år vandt den fynske fuldblodssport en berømmelse, der skulle sætte sig tydelige spor i de følgende år. Man håbede, at disse år indvarslede en sikker position for fynsk fuldblod, og i tillid hertil tog man nye, store opgaver op i efterkrigsårene.

I 1947 indledtes en række storløb, der i årene indtil 1950 skulle vække opmærksomhed omkring galoppen på Fyn. Direktør Fritz Auckenthaler von Thurnstein, der i dette år var blevet formand for Fyens Galopklub, indstiftede ved hjælp af sit firma, Skandinavisk Gummi-Compagni løbet, Fionette-Handicap, et højt doteret løb, åbent for skandinaviske heste. Det blev i de fire år redet midt i sommerens hjerte og voksede år for år i dotering og deltagelse, så det i sit sidste år 1950 nåede en præmiesum på kr. 25.000 eller det højst doterede løb i provinsen gennem tiderne. I 1950 vandtes løbet af den upåagtede Cherry Red, tilhørende pseudonymet Miss Alice, redet til sejr af John Andersen (der senere blev far til champion jockey Kim Andersen) og trænet af Ernst Komoly, en stor fynsk triumf overfor de talrige udenbys heste.

Omkring Fionette-Handicap lagde man hver af disse somre et stort juli-meeting, hvor det strømmede til med udenbys heste og ryttere, og hvor tilskuerpladserne bugnede med begejstrede mennesker.

I 1948 havde man yderligere den glæde at kunne præsentere intet mindre end en af de største attraktioner i dansk fuldblodssport, idet Dronning Ingrid gav tilsagn om at udsætte en ærespræmie i et amatørløb, åbent for heste og ryttere fra alle landets baner.

En stor triumf var det ligeledes for den daværende ledelse i Fyens Galopklub, at Edle Hesteavl i 1949 overlod Fyens Væddeløbsbane arrangementet af et af årets store klassiske løb for Derbyårgangen Dansk St. Leger, og i otte år indtil 1955 havde man den glæde at se St. Leger redet i Odense hvert efterår. En særlig kolorit fik dette løb ved i det allerførste år i Odense at blive vundet af en fynskejet, fynsktrænet og fynskredet hest Golden Dream, tilhørende Hr. Poul.

Det var en imponerende dag for fynsk galopsport den 16. oktober St. Leger-Dagen. Ikke færre end fem galopløb var på programmet, allesammen med gode felter og med værdifulde ærespræmier i løbene. Golden Dream med Fritz Treu i sadlen slog de københavnske Cadeau og Sonette i et flot felt på 11 heste. Jublen slog sammen om træner Ernst Komoly, der havde udført et så stort træningsarbejde med Golden Dream.

Efterhånden som årene gik specielt efter, at den professionelle galop var forsvundet i Odense i 1952, svandt interessen for Dansk St. Leger, og der var intet at sige til, at Ædle Hesteavl fra 1956 atter lod Dansk St. Leger afvikle i Klampenborg.

Publikum kendte ikke de startende heste tilstrækkeligt, totalisatoromsætningen i løbet svigtede, og da samtidig Klampenborg Væddeløbsbane havde trange år, rykkedes løbet tilbage til Ordrup Mose.

Dansk St. Leger gav det fynske publikum mange herlige oplevelser, og efter at Golden Dream havde givet en lokal triumf det første år, glædede man sig over Gay's sejr til sine norske ejere i 1954, idet Gay var opdrættet af den daværende formand for amatørgalopklubben i Odense, gdr. Carl Møllegaard, Aasum. Gay var faldet efter Neptun - Tranen og tilhørte Stall Amazone.

Man bør også lægge mærke til 1950, hvor Far West kom og sejrede, efter den nærmest fantastisk havde vundet alle tre skandinaviske derbyer!

Af en eller anden årsag, som jeg ikke kender til, vendte St Leger faktisk tilbage til Fyn i årene 1990 – 91 og det blev til to sejre med meget fynsk islæt, da begge vinderne Spanish Run & Inner Mas var trænet af fynskfødte Hanne Bechmann og blev redet af henholdsvis af parret Sussi Hald og John Antonsen, der altid har haft deres base her på Fyn.

I alle disse år havde fynsk galop stor støtte fra Ædle Hesteavls formand, direktør Johan Moresco, der fuldt ud indså de vanskeligheder, fuldblodssporten havde på Fyn. Ofte udsatte direktør Moresco ærespræmier i fynske galopløb og var en stor støtte for den lille, tapre skare af fynske fuldblodsfolk.

Da Fyens Galopklub i 1952 vedtog at give galoppen en hvilepause, forudså man, at det ville vare mange år, før der atter ville blive galopløb på banen. De professionelle trænere, der var tilbage, Chr. Møller Pedersen (tog til Århus) og Ernst Komoly (tog til Klampenborg), forlod byen, hestene spredtes for alle vinde, og man troede, at alt var tabt. 

Samme aften, som galopklubben på sin generalforsamling med ni stemmer mod to havde vedtaget at give galopsporten en hvilepause, som det hedder officielt i forhandlingsprotokollen, modnedes hos en kreds af yngre galopfolk tanken om at fortsætte på amatørbasis. 

Med gårdejer Carl Møllegaard og baron G. Berner Schilden Holsten i spidsen forberedtes dannelsen af en amatørklub, og endnu inden sæsonen 1952 var i gang, havde klubben haft stiftende generalforsamling og taget navnet Fyens Amatør Rytter Klub. 

Formand blev Carl Møllegaard, næstformand baron G. Berner Schilden Holsten. Bestyrelsen begyndte nu et langt og trangt arbejde for at bevare en galopsport på Fyn. Det gik langsomt, og det krævede udholdenhed, men det lykkedes i løbet af nogle år at samle en stab af unge interesserede ryttere og hesteejere, der arbejdede med hestene under beskedne forhold. Rytterne måtte selv året igennem træne og passe hestene. Mangen vintermorgen kunne man se unge piger og mænd fodre og pleje hestene, inden de kørte til deres daglige arbejde. Sommeraftener blev hestene rørt og plejet. Det var et slid. Der blev flere og flere galopløb på Fyens Væddeløbsbane, og i 1958 var tiden inde til at koncentrere kræfterne. På Fyens Galopklubs generalforsamling i februar 1958 vedtoges det at slutte Fyens Galopklub, som i de forløbne år havde ført en stilfærdig tilværelse, sammen med amatørrytter-klubben under navnet Fyens Galop- og Amatørrytter Klub med direktør Børge Rodings som formand.

Den nye bestyrelse så det bl. a. som en opgave med mellemrum at arrangere løb med professionelle ryttere og med professionelt trænede heste. Resultatet af disse bestræbelser blev bl.a. det store H. C. Andersen-løb 31. august 1958 med en præmiesum på kr. 13.550, det største løb i Odense i årevis. Det vandtes i et felt på 20 heste af Hr. og Fru Krarups herlige Rémy Martin, redet af Bent Hansen. Med særlig glæde så man denne hest vinde. Rémy Martin var den sidste St. Leger-vinder i Odense, og det skulle netop blive den, atter med den gamle Odense- jockey Bent Hansen i sadlen, der sejrede, da et professionelt løb igen blev redet i Odense. Ægteparret kvitterede for øvrigt med at udsætte en ærespræmie i et Rémy Martin-løb i 1959.

Det næste fremstød blev Skandinavisk Amatør Grand Prix, der blev redet i sommeren 1959, også et løb, der påkaldte interesse langt ud over Fyn. Med dette løb synes også skabt en tradition for den fynske bane, idet løbet atter er på programmet for 1960 sammen med H. C. Andersen-løbet.

Sammenlignet med tidligere storhedstider står den fynske galop vel næppe så stærkt som tidligere, men i jubilæumsåret kan man glæde sig over mange lyspunkter. Der udføres et stort arbejde i staldene og på banen, mange nye hesteejere kommer stadig til, og mange af de gamle hesteejere omend alt for få har bevaret interessen. Det har været trange år for fuldblodssporten i hele Danmark, men meget tyder på, at det er overvundet. Svaghederne er den form, hvorunder galoppen nu dyrkes på Fyn, er sådan, at alle kan være med. Den er ikke så bekostelig som tidligere, og de senere år har vist, at enkelte af de fynske heste. er i stand til at give udenbys konkurrenter en god match. Så sent som i 1959 sejrede en fynsk hest Stald Firkløvers Fair-Deal med Anni Kierstein således i løbet om Dronning Ingrids ærespræmie, og jubilæums-sæsonen skal nok vise, at der er andre stjerner blandt de fynskejede heste, når de mødes med hestene fra andre baner.

Den fynske galopsport har overvundet de største vanskeligheder i sin historie. Langsomt arbejder klubben nu sporten opad. Banen er åben for heste og ryttere fra andre baner. Sporten må aldrig blive et lokalt foretagende. I kamp med andre heste skal fynsk fuldblodssport bevise, at den også ejer en fremtid.