Bongos Corner 4

Den 12. juli 1942 blev en stor dag for provinsens travsport i Danmark, og specielt for den fynske del, da det denne dag lykkedes for fynboerne, at vinde derbyet for første gang i Charlottenlund, med en hest, der var både ejet og opdrættet på Fyn.

Ud af de tre store landsdele her i landet, er der ingen tvivl om, at man her på Fyn har det mindste areal, men gennem mange år har vi fået mange beviser på, at ”den fynske muld” har meget store kvaliteter i sig, når vi snakker om at opdrætte væddeløbsheste, samtidig med at der over årene har været en hel del dygtige hestefolk, der evnede dette her med at opdrætte væddeløbsheste, hvilket jeg håber at kunne bevise i mine historiske tilbage-blikke om denne herlige sport!

I Brændekilde ikke særlig langt fra Fyens Væddeløbsbane, var der en gårdejer ved navn Thomas Hansen, der hurtigt blev bidt af den nye sport på øen og deltog flittigt i løbene, da travet kom til Fyn, og han var bl.a. medejer på hesten Newton (Truxton) og senere vandt han også selv Amatør Grand Prix med hoppen Morning Star (San Walker), som han selv havde erhvervet sig fra København.

Da Morning Star sluttede løbskarrieren, tog Thomas Hansen hende hjem til gården, hvor han begyndte at avle på hende, og hendes første føl var Dixie Star efter Zed Hanover, hvorefter hun året efter producerede hingsten Elwyn Star (Guy Bates), og så kunne eventyret endelig begynde.

På Fyn var Dixie Star trænet af Albert Hill (far til de to senere JVB-trænere Jørgen & Johnny Hill)), men havde endnu tidligere været i træning hos Poul Stripp, der vandt det første toårs løb på FV med hende i 1940. Senere som toåring dukkede hun op i Charlottenlund, hvor den efter 1.33,7 var en flot anden i Hoppeprøven, i en ikke alt for skøn gangart, for Arnold Jensen, og her var de slået af Dalila, kørt af N. J. Koster, men efterfølgende dukkede der så et lidt større problem op, da Dixie Star overraskende viste sig at være drægtig, med sin lillebroder Elwyn Star, hvilket jo stoppede hendes karriere for et stykke tid, da hun skulle bruges en hel del tid som følhoppe, som treåring. Føllets navn blev ”Graty Star” og den gjorde aldrig noget væsen af sig.

Som treåring var Dixie Star som sagt uden betydning, men som fireåring kom hun stærkt tilbage til løbene og havde været en særdeles god hest på Fyn og satte på den tid, en ganske udmærkede rekord af 1,26,5. Skønt Dixie Star havde lidt problemer med travet (det var dengang, at hestene blev diskvalificeret for urent trav), mente ejeren Thomas Hansen, at den havde store evner til Derbyet, og hoppen blev sendt til København og gik i træning hos Arnold Jensen, der fik kort tid til at gøre hende klar til løbet om ”Det Blå Bånd”!

Der havde jo nok mand og mand imellem været meget tale fremme om, at Dixie Star ville få sin chance i derbyet, men hvem stolede alvorligt på det? Ganske kort tid i forvejen havde Dixie Star været diskvalificeret for urent trav, og det var derfor kun yderst få mennesker, der troede på, at hoppen kunne stå den krævende 3000 meter distance uden, at falde over i en mindre heldig gangart igen. Men den gjorde det ikke; den travede som en maskine uden et fejltrin, og Dixie Star var på derbydagen den bedste indenfor sin årgang og efter at have presset den førende favorit ”Danmark”, kørt af N J Koster, under alle tre omgange, kunne hun i opløbet gå frem til en sikker sejr i tiden 1.27,3. Fjerde i løbet blev i øvrigt den M. K. Gudmundsens ejede ”Darwin” (King Ben), der blev kørt at Kaj ”Smiles” Hansen.

Den største årsag til derbytriumfen var uden tvivl det fantastiske arbejde, som træner Arnold Jensen, udførte med hoppen, der i de sidste tre uger inden det store løb virkelig forbedrede sig og var velforberedt til selve derbyet. Om Arnold Jensens kørsel under derbyet har der ikke været noget tvivl, da han jo havde godt kendskab til anden hesten ”Danmark” og derfor gik han hurtigt frem i døden på sin konkurrent og fik til sidst vundet løbet på ren styrke.

På denne derbydag havde træner Albert Hill taget turen til hovedstaden med lille broder Elwyn Star, der efter en stor startgalop senere blev en flot fjerde, i et rent treårsløb. I Travets Kriterium den følgende søndag startede Elwyn Star atter kørt af Albert Hill, hvor den blev en flot nr. tre i en tid på1,29,8, hvor den var slået af Ever Tally Ho (Alex Simonsen) og Es (N J Koster)

Dixie Star var efter Zed Hanover - Morning Star (San Walker), og hun var moderens første føl, og Dixie Star blev hendes absolut bedste afkom, og Morning Star var selv det første føl ud af gode Evening Star (Duallist), der selv fik rekord 1.25,6, hvilket var en tangering af den tidligere hopperekord i Danmark, der var sat af Flying Miss.

Evening Star fik aldrig den store succes i avlen, og dens mest talentfulde afkom var måske hingsten ”The Star” (Guy Worthy), som desværre døde som toåring efter at have startet en enkelt gang med N J Koster i vognen. Med derbyvinderen Hidalgo producerede hun også Hidalgo Jr. 1:25,2 og Midnight Star 1:28,8, og med San Walker producerede hun Morning Star 1:29,2, der efter sin københavnske karriere blev solgt til Fyn, hvor hendes første føl blev Dixie Star, der var en datter af Peter Volo sønnen Zed Hanover. Måske var det ikke nogen tilfældighed, at Dixie Star gik hen og blev derbyvinder, med det faktum, at Morning Star var en datter af San Francisco sønnen San Walker, borgede tilbage i tiden en ikke ringe betydning, da det altid viste sig, at San Francisco blodet bragte en vis stayer egenskaber ind hos afkommene, som det altså viste sig her.

For første gang vil jeg gerne invitere læserne med en tur ned i staldene, for det er virkelig hjertet af væddeløbssporten, og utallige er de trænere og staldfolk samt banemedarbejdere, der har givet hele deres liv til et arbejde, der var langt mere end det for dem end bare et arbejde, for er man engang blevet ”bidt af en gal travhest”, ja så slipper man det aldrig mere.

Jeg er glad utrolig for, at der endelig dukkede en bog mere op omkring en af de mange forskellige to- og firbenede, der har været med til at skabe eller videreføre vores herlige sport, efter den gode bog om Tarok, og bogen om Steen Juul giver helt klart et godt indblik ind i sporten, og det er derfor en bog, som jeg helt klart kan anbefale til alle, med samme interesse.

Igennem historien har vi oplevet den ene store personlighed efter den anden, der på hver sin måde har været med til at skabe væddeløbssporten her i landet, men mange af dem er desværre alt for hurtigt glemt i disse moderne nye tider, hvor vi hele tiden har så travlt så travlt.

I denne historie vil jeg gerne kaste lidt lys over både N J Koster, der selv besøgte FV for første gang i 1944 og ikke mindst Arnold Jensen, der kørte sit første løb på FV i 1938, der dog begge var københavner-trænere, men meget aktuel i historien om Dixie Star.

Hvis vi starter med den hollandsk fødte Niels Jan Koster (og kaldet ”Den Lange”), var han jo dansk travsports første helt store champion og vandt på datiden utrolig mange løb (2327) og ikke mindre end 10 derbyer, men han var bestemt ikke en person, der havde meget empati overfor sine mange dygtige kollegaer på de to københavnske travbaner, hvor han nærmest uden at blinke, fik alt, hvad han pegede på i træning, hvilket han faktisk også gjorde i netop denne historie, da hesten Danmark som toåring var i træning hos netop Arnold Jensen, for hvem den vandt Hingsteprøven (datiden Opdrætningsløb), men alligevel endte den efterfølgende pludselig i træning hos N J Koster, hvilket helt sikkert er årsagen til det kæmpestore smil, som man kan se på Arnold Jensen, da han vandt derbyet med Dixie Star, netop før Danmark og sådan var der utrolig mange situationer tilbage i tiden, hvilket betød, at N J Koster aldrig blev den populære champion, som resultater burde have gjort ham til, og publikums store kærlighed, på den tid, var derfor altid med hans hårdeste konkurrent, den meget folkelige Sofus Sørensen.

Jeg nåede selv at været i meget tæt kontakt med N J Koster, da han efter sin tilbagetrækning opdrættede lidt heste og specielt på den tidligere superhoppe Moster (Jim Bingen), der ligeledes startede sin karriere her på Fyn, som han satte sammen med sin sidste vinder, som han selv kørte, Oscar Den Store (King Ben) og føllet efter dem. Guinea kom jeg til at passe i min tid hos min læremester Per Hansen, og omkring middagstid fem dage om ugen, gjorde jeg Guinea klar til, at Koster kunne køre træninger med hende, men på dette tidspunkt var Koster blevet en meget ældre og syg mand, så det blev aldrig rigtig til noget seriøst med Guinea. Som sagt var den gamle champion blevet en ældre herre, og af en eller anden årsag som den eneste i mit liv nogensinde, tiltalte han mig altid Hr. Poulsen, selv om at jeg kun var lærling i stalden! I øvrigt vil jeg næste gang skrive en historie om netop fynskopdrættede Moster, der var hovedårsagen til den største derbyskuffelse, som vi har oplevet på Fyn, og samtidig bevise, hvor stor en autoritet Koster var, og sidenhen blev det Danmarks bedste hoppe!

Arnold Jensen var en helt anden personlighed, dog med et kæmpe temperament, men en utrolig dygtig træner og sportsmand, der var utrolig lovbunden i sine handlinger, men en opfindertype der hele tiden søgte at forbedre materiel og træningsmetoder, og han var faktisk udlært hos ingen ringere end den første store travtræner champion i Europa, tyskeren Charlie Mills, der senere også blev champion-træner i Frankrig.

Tilbage i tiden havde hestene utrolig meget beskyttelse på alle benene, hvilket altid gav en masse sår af forskellige slags, som Arnold var en mester i at få helet, da han selv gik rundt i Charlottenlund skov og samlede planter og urter, så han derved kunne producere sine egne sår salver samt massage linimenter, og dette ved jeg fra en tidligere kollega staldmand Bent ”Fukseren” Jensen, der arbejdede i mange år for netop Arnold, og jeg elskede at høre historierne om alle de finurlige ting, som denne træner forsøgte med hele tiden, og han vandt selv derbyet tre gange i sin karriere, med Dixie Star, Bellwood og Minus.

Dette her med Arnolds liniment blev meget ”verdensberømt”, da han også behandlede mennesker med det, og engang blev den meget kendte cykelrytter Kjeld Brask Andersen også hjulpet af Arnold, og der var sågar et digt i dagspressen omkring Dixie Star og Arnolds liniment!

Det skal også med til historien omkring Arnold Jensen, at han faktisk var læremester for Poul Stripp, der jo var Fyens Væddeløbsbane første mangeårige champion, og Poul Stripp videreførte mange af de ting i sin karriere, som han havde lært netop af Arnold!

Ligesom alle andre på staldterrænet havde Arnold Jensen også et øgenavn, hvilket ikke ville have været tilladt i dag, idet han bare med en halv times forårssol blev utrolig brun i huden, og derfor gik under navnet ”negeren”.

Endnu en fantastisk fortælling om Arnold, var galophesten ”Pan” (Drumhead), der var Skandinaviens bedste galophest midt i tresserne og var trænet af datidens meget dygtige træner Henning Højelse på Damgården i Ordrup/København. Den blev desværre skadet på et forben med en såkaldt ”klapsene”, der er en af de mest alvorlige lidelser, en hest kan få i bevægeapparatet. Lidelsens alvor for hestens karriere er næsten på linje med et brækket ben. En klapsene er en sene betændelse, som angår den overfladige bøjesene, og en skade der altid betød et karrierestop for en hest, men Henning Højelse ville det anderledes og fik fat i den pensionerede Arnold Jensen, der fik lov til at arbejde med hesten, hvor det lykkedes ham at få hesten, som den eneste jeg har hørt om nogensinde, tilbage til løbene og vinde store løb, kun alene på det arbejde, som Arnold Jensen gjorde med hesten, uden nogen form for indblanding fra nogen som helst dyrlægers side, utrolig men sandt!!!

For lige at præcisere, hvor speciel Arnold Jensen netop var, kan jeg nævne, da han stoppede som træner, grundet alderdom, så cyklede han lige først et smut til Oslo, på sin gamle håndmalede blå damecykel, for at hilse på sin gode ven og kollega Karsten Buer, der var en mangeårig champion, træner i Norge og på Bjerke banen, og efter et smut hjem til København igen (måske for at pumpe sin cykel og smører et par madpakker), ja så cyklede han videre til Paris for at hilse på sin gamle læremester Charlie Mills, og Arnold blev bare ved med at imponere til sine dages ende!

Sluttelig tilbage til historien om Thomas Hansen fra Brændekilde, da der jo var mange, der efter denne fantastiske start som opdrætter håbede, at han ville fortsætte sit opdrætterarbejde, da han jo hurtigt havde udvist store evner for dette, men det viste sig at være svært at forbedre den gode start, som han havde fået, men han havde dog fortsat lidt succes i løbene og vandt bl.a. løb på FV i 1954.

I tresserne kom man endnu engang på Fyn til at opleve en ny opdrætter med kæmpestor succes med sin første opdræt, og det er bestemt en fortælling, der kommer senere her!