Bongos Corner 7

Når man nu kigger lidt tilbage historisk på de mange gode heste, der igennem snart 90 år, har underholdt publikum på Fyens Væddeløbsbane, har der samtidig ligeledes været mange store personligheder, der også har været med til at sætte deres præg på sporten, og en af dem skal vi fortælle lidt om denne gang.

Direktør M. K. Gudmundsen, der kom ind i sporten i1936, havde tidligere kørt motorløb, men han havde lovet sin kone at holde op med, fordi hun syntes, at det var for farligt med motorsporten. Han var i det civile liv bogforlægger og havde sine forlagskontorer - Skandinavisk Bogforlag - i Industripalæets bygning i Odense, hvor overtjeneren Illum i restauranten jævnligt kom ind på hans kontor for at snakke trav. 

I første omgang var M. K. Gudmundsen ikke særligt interesseret, men det lykkedes Illum til sidst at få ham overtalt til at købe en hest sammen med ham. Det blev Pilot Dillon, og den havde de sammen en kort tid. Da sæsonen nærmede sig, flyttede overtjeneren, der var broder til den københavnske teaterdirektør af samme navn, til Aalborg og lod M. K. Gudmundsen alene tilbage med hesten, som han på det tidspunkt ikke rigtigt vidste, hvad han skulle stille op med.

Han besluttede sig imidlertid til at starte hesten, og den daværende træner, Rudolf Halberg, fik ham også overtalt til at forsøge sig som amatørkusk, og M. K. Gudmundsen, der havde været aktiv sportsmand siden 1919 og deltaget i flere krævende motorløb, var absolut ikke tilfreds med starten i travsporten, hvor han følte sig som en skoledreng, der er oppe til eksamen.

Det lykkedes ham da også, da kommandoen »Kør« lød, at have hesten vendt den forkerte vej, og han startede sit løb venstre om, indtil han mødte træneren, der var på vej modsat, og idet han passerede ham, højt og tydeligt råbte, idiot. M. K. Gudmundsen skyndte sig at få hesten vendt om, for at komme samme vej, som det øvrige felt, men han blev naturligvis uhjælpeligt nummer sidst i sin debut. Ved hans næste start gik det stort set ikke bedre, selvom han dog fik startet den rigtige vej, og han var tæt på at opgive travsporten helt, men så talte han senere med en kendt hestemand oppe på tilskuerpladsen, som sagde til ham: »På søndag kan din hest vinde, hvilket M. K. Gudmundsen tvivlede meget stærkt på, men han fortsatte så: "Hvis jeg kører den". Da vågnede kampånden i den nye amatør, og han svarede: "Kan du vinde, kan jeg vel også", så M. K. Gudmundsen startede og vandt, ikke kun sejren, men også over nerverne, og han opdagede, at det hele slet ikke var så svært. Hermed blev spiren lagt til en senere fantastisk indsats i travsporten, der blev fast – nærmest abonnement - amatør champion på Fyens Væddeløbsbane, og som senere blev den mest vindende amatørkusk, ikke alene i Danmark, men i hele Skandinavien, og det var en rekord, som han overtog fra den svenske Bygmester Müller, der så vidt jeg husker, nåede omkring 100 sejre.

Som man senere kan læse, stoppede denne karriere omkring 1953. Hvorfor M. K. Gudmundsen stoppede sin hobby på netop dette tidspunkt vides ikke med sikkerhed, da han fortsatte med fuld kraft i sit civile liv, hvor han bl.a. overtog Atheneum Academic Books i 1955, og den side af hans liv bare voksede og voksede!

Det blev til mange heste igennem tiderne, og her skal næves Styrmand Carlsen, som M. K. Gudmundsen vandt Åbningsløbet med fire sæsoner i træk, samt ”Tommelise”. Det er de heste, der nok glædede ham mest i starten. Han ofrede mange penge på en hest som Astute, der nok blev den største skuffelse, fordi han havde regnet med her at have en amerikaner, der kunne slå banens store stjerne på det tidspunkt, Tagfat. Den flittige amatørkusk lagde aldrig skjul på, at Stald Domas altid havde været hans ”arvefjende”, som han rent sportsligt har sat en ære i at slå, fordi de altid var så dygtige til at indkøbe gode heste. Men skuffede Astute, så var der andre, der overraskede og bl.a. Volo Hanover, der var trænet af N J Koster i København, og han sagde en dag til Rudolf Halberg, at her var en håbløs hest, som han kunne øve sig på resten af sit liv. M. K. Gudmundsen købte den og vandt elleve sejre med den, deraf to i København, hvor han pudsigt nok begge gange slog N J Koster!

Den nye store fynske hestemand interesserede sig tidligt også for avlen og fik hurtig fat i hopper som Elly V., Emily Ellen” og ”Elli Hanover”, men han lagde dog aldrig skjul på, at travsporten var udelukkende en sport for ham. Han havde mange heste på banen, og selvklart vil der altid være nitter imellem, som trækker fra, men han fik det til at løbe fornuftigt rundt økonomisk. 

Tilbage i tiden var der rigtig mange – sølvtøjsløb – hvor præmierne jo var sølvtøj og Gudmundsens hjem blev ret hurtigt fyldt op med dette, ja så meget, at hans døtre til sidst nægtede at pudse det, men pokalen, der aldrig forlod hjemmet, var den, som han vandt i Amatørernes Grand Prix.

Når man er så meget involveret i travsporten, som M. K. Gudmundsen var, kan man ikke undgå at komme ud for pudsige oplevelser, og engang, da han havde været i Norge – det var i 1936 - købte han på hjemvejen i København en traver, der hed Pasang Lampo for 500 kroner. Kort tid efter skulle der køres travløb på Langeland, i en eller anden anledning, og han tog afsted med Pasang Lampo, for at vise Langelænderne sine færdigheder. Der var masser af tilskuere, og man skulle køre løbene på en mark, hvor der var lavet en interimistisk bane. Men Pasang Lampo var åbenbart ikke oplagt til at imponere den lokale befolkning, da den hele to gange lagde sig ned og smadrede sulkyen og ødelagde seletøjet, når startflaget blev hejst, og da endelig en jockey, Svend Jensen, ville forsøge sig som kusk i hans sted, gik det akkurat lige sådan.

Direktør Gudmundsen havde hele tiden samme drøm, som samtlige hesteejere har haft, nemlig at købe en derbyvinder eller selv opdrætte den. Hans to bedste placeringer i derbyet, blev med Celia (Arnold Jensen) og Darwin (Kaj ”Smiles” Hansen), der blev henholdsvis tredje og fjerde, men det lykkedes desværre aldrig for ham at vinde Det Blå Bånd! Når man ser, hvem det var, der kørte disse to derbyplaceringer for Gudmundsen, har han været omgivet af to meget spændende personligheder, der begge har været med til at skrive historiebøgerne, og han har helt sikkert lært en del af de herrer, Jensen og Hansen.

Direktør Gudmundsen blev kendt som en af forgrundsfigurerne inden for den fynske travsport, og mange synes, at der manglede noget, hvis hans hvide farver ikke var med i et løb. Desuden blev han også formand for en nystiftet Trav-Amatørklub, hvor han gjorde et stort og uegennyttigt arbejde for at give løbene mere kolorit, dels ved at fremskaffe flere smukke ærespræmier, dels ved arrangement af forskellige matcher med kuske fra de andre landsdele og fra broderlandet Norge.

Der havde i flere år været talt meget om sådan en klub, men Gudmundsen var i begyndelsen modstander af tanken, fordi der på det tidspunkt, her på Fyens Væddeløbsbane som på andre baner, var en del værnemagere mellem hesteejerne, og nogle af dem havde også licens, og da han ikke kunne tænke sig en amatørklub, hvis ikke alle var med, og han samtidig ikke ønskede at sidde i klub sammen med den slags mennesker, gik han imod.

Der kom dog skred i tingene, og klubben blev en kendsgerning, og det var for Gudmundsen en stor ære og glæde, at blive valgt til klubbens første formand. I en af klubbens formålsparagraffer står der, at den skulle virke i forståelse og tilknytning til de bestående organisationer, og det er en paragraf, som han lagde overordentlig megen vægt på at overholde til punkt og prikke, og blev så længe han var formand, aldrig overskredet.

Selve grundtanken var at fortsætte med at fremskaffe ærespræmier til den sejrende kusk, og derudover at engagere flere matcher imod de norske - Gutter - ligesom der også skulle komme et hold svenske amatører til Fyn. Samarbejdet med de øvrige danske klubber blev udvidet, hvor han også gerne ville lave nogle venskabsmatcher mellem kuske, der ikke har haft lejlighed til at starte i så mange løb, begrænset således, at kuske, der havde mere end et bestemt antal sejre, var udelukket. Det vil medvirke til at dygtiggøre vores unge amatører, og det vil i høj grad virke frugtbærende for amatørsporten og travet i sin helhed, for det er jo nu en gang således, at amatørsporten var den, der skal bære travet oppe, både nu og fremefter, var Gudmundsens helt klare mening.

Han var sågar også manden, der var med til at producere den første startbil på banen, hvor man hæftede en konstruktion på hans eget køretøj og vupti så havde FV nu også en startbil og det første autostart løb på FV, blev vundet af Oria med Andy Kierstein i vognen.

I sæsonen 1949 blev Karensdal årets hest på Fyens Væddeløbsbane, hvor der blev registreredet i alt 26 nye 1:30-travere på banen, det hidtil højeste antal, medens Honnør, Jenna og Karensdal blev 1:25-travere. Selvom et forbedret banelegeme havde sin store andel i dette, kunne det glædeligvis noteres, at der også er fremgang i hestematerialet. Blandt de toårige rykkede ikke mindre end fire heste under 1:30, hvilken grænse ikke tidligere har været passeret af fynske toåringer. Den hurtigste blev Mr. G.L.O.'s Moster, der er efter Jim Bingen af Telos, med 1,28,1, ny fynsk banerekord, sat over 1600 meter i Oberstløjtnant Sørensens Mindeløb. Vinder af Toårings-Grand Prix blev hr. P. Rye Jørgensen's Montebello i 1,29,7, men denne hest havde tidligere præsteret 1,28,2 i København, tredjehurtigst var stald K. A. J.'s Marie Louise med 1,28,8 og den fjerde under 1:30 blev Mr. Aral's Midas med 1,29,6 på københavnsk bane.

Blandt de treårige blev stald G. I. S.'s Liberty den hurtigste med 1,27,8, ny fynsk banerekord, derefter kom Leon Ben med 1,28,4, Laura Hald 28,4 og Lux 28,5. Liberty, Leon Ben og Lux har i øvrigt i København forbedret deres rekorder til henholdsvis 27,2, 27,6 og 27,8. Mest vindende blandt treåringerne blev Linga Pastime, der fik rekord 29,0, og i kraft af sin stabilitet vandt ikke mindre end 6 løb og i alt 7.205 kroner. Liberty blev vinder af Fyens Treårings Grand Prix foran Leon Ben, og vandt på Fyn 3.965 kroner, hvortil kommer andenpladsen i kriteriet på 3.500 kroner.

Sæsonens absolutte stjerne blev hr. M. K. Gudmundsen's Karensdal, der vandt ikke mindre end 11 løb, heriblandt Jolly pokalen, Fyens Travklubs pokal og Fyens Eliteløb. Den satte med 1,24,7 ny fynsk fireårings rekord og vandt i penge 13.075 kroner. Med denne hoppe havde Rex the Great nok præsteret sit hidtil bedste afkom, men der er tillige en anden fynsk fireåring efter Rex the Great, nemlig Stald J. K.'s Kim, der også har ydet meget fine præstationer og i 11 starter har vundet 6.675 kroner på Fyn. Desuden er den vinder af Jydsk Fireårings Grand Prix og to løb i København, så den i samlet sum kommer op omkring de 15.000 kroner på et år. Dens bedste fynske tid blev 1,26,8, og i København vandt den løb på 1,26,2. De fireåringer, der kommer nærmest efter de to stjerner, er Komet 27,7, Kiki 28,4, King Hanover 28,5 og Kerry 29,0.

Lidt mere om denne Karensdal, der var årgangens bedste hest, og den blev opdrættet hos proprietær Vang Andersen på Stutteri Karensdal ved Odder og flyttede som åring til grosserer A. D. Nielsen på Torpgård ved Hjallese, og her fik træner Rudolf Halberg øje på den. Han købte den til direktør M. K. Gudmundsen, og dermed kom der for første gang en smule dramatik ind i Karensdals liv. Hidtil havde dens tilværelse ikke adskilt sig fra hundreder af andre traveres, men synet af den ikke særligt anselige hoppe fik ikke direktør M. K. Gudmundsen til at lægge udelt tilfredshed for dagen. Hoppen beholdt han dog, og at han ret hurtigt skiftede mening, er vel overflødigt at bemærke.

Karensdal fornægtede ikke sin afstamning. Faderen var Rex the Great, der gik over i avlen med en rekord på 21,5 og en præmiesum på 135.525 kroner, og moderen Alma Hall, hvis afkom i dag har vundet over en kvart million kroner. Det blev halv-broderen Kuno, der vandt årgangens derby, men havde Karensdal været med, ville den givet have været blandt favoritterne. Derom er ingen tvivl. Halvbroderen Kim, også Rex the Great-afkom, har ligeledes præget løbene i 1949, men ingen har kunnet hamle op med den rappe Karensdal, hos hvem kræfter, energi og fighter-humør går hånd i hånd. Ved sæsonens afslutning stod hun med 11 sejre i 1949 på Fyens Væddeløbsbane, det hidtil højeste antal sejre for en hest i en enkelt sæson. Ti gange har ejeren, amatørkusken direktør M. K. Gudmundsen kørt den til sejr, og en gang træneren Preben Stripp.

Man havde lagt mærke til hesten allerede som treåring, og kyndige spåede den en stor fremtid. Den overvintrede med rekord 28,7 og begyndte sæsonen 1949 med en sejr på åbningsdagen i tiden 30,7. Sejren blev noteret som en bekræftelse af spådommene fra året i forvejen, men det helt store havde man endnu til gode og det lod vente på sig, så flere begyndte at blive skeptiske. Der kom en periode, hvor hoppen var lunefuld. Gang på gang slog hun checken af og fejlede og derved blev uplaceret. Man ventede på Karensdal, men hver gang den viste sig, var der noget i vejen.

Otte løbedage gik, men så tørnede hun ud i kampen om den ny indstiftede vandrepokal, Jolly-Pokalen, til minde om Miss Jollys derbyvinder fra 1948. Den 6. juni sikrede direktør M. K. Gudmundsen sig med Karensdal den første andel i den eftertragtede pokal. Løbet blev vundet i tiden 29,8. Også 23. juni og 13. juli var der penge at hente for Karensdal, og 27. juli fik rekorden en tand nedad til 26,2. Her gik den fra lige start med Kim.

Den 30. i samme måned var hurtigklassen ude i Fyens Travklubs Pokalløb, hvor Karensdal og Kim igen startede fra samme distance. Hugo Dear og Gamine skulle give dem 20 meter, og begge kæmpede bravt, men blev blankt afvist, da Karensdal sejrede på ny.

14 dage senere gjaldt det Fyns Eliteløb, et ny-indstiftet 2400 meter løb med ærespræmie og 3000 kr. til vinder-hesten. De fremmede mødte naturligvis op i stort tal, og heste som Jutta McElwyn og Lucky Strike dominerede på forhånd i nogen grad billedet, men igen kunne Fyn tage stikket hjem. Det blev Karensdal, der måtte forsvare de lokale farver. På andenpladsen kom den jyske Juranie the Great og derefter Kim, Jutta McElwyn og Lucky Strike.

Oven på dette fik hoppen lov til at hvile i 14 dage, men så var den atter klar til sejr, og den 28. august blev rekorden ned til 26,0. Nu begyndte de mange penge imidlertid at gøre sig gældende, og sortseere mumlede: Vent bare. Først nu skal hun bevise sin klasse, hvilket hun gjorde. Fra lige start med Jolly, Garant, Hjalmar og Honnør sejlede hun 4. september til ny sejr.

Hidtil havde ejeren siddet i sulkyen hver eneste gang, og Karensdal må således have sin væsentlige del af æren for, at direktør M. K. Gudmundsen blandt både professionelle og amatører var suveræn med hensyn til sejre på Fyens Væddeløbsbane i 1949. Den 24. september skulle stalden have flere heste ud i samme løb, og den nye træner Preben Stripp (bror til Poul Stripp) fik den dag frit valg. Han valgte - naturligvis – at køre Karensdal, og resultatet blev en ny hoppe på 25-listen. Fra bageste position i et handicap, hvor hun bl. a. gav Gamine og Iowa 20 meter, sejrede hun i tiden 24,7, sin hidtil bedste tid.

Hun var på det tidspunkt for længst blevet publikumshesten frem for nogen, og hertil kom, at den rent sportslige kamp mellem to af banens største hesteejere, Stald Domas og direktør M. K. Gudmundsen, efterhånden var udkrystalliseret i to navne: Jenna & Karensdal. Sidstnævnte var i mere end en forstand rykket helt ind på livet af den et år ældre hurtigtraver, og en skønne dag den 2. oktober stod de på linje, da starten gik. Nu gjaldt det ... og dog. Det blev som et motorløb uden styrt. Jenna kiksede, Karensdal sejrede, men kamp blev der ikke noget af. Man kan med rette sige: Dagens bedste hest vandt, men enhver travsportsmand vil med hånden på hjertet indrømme, at han gerne havde set de to hopper i kamp hele distancen igennem.

Det blev Karensdals sidste start på Fyn i 1949. Efter en andenplads i Charlottenlund i Gentofte Kommunes Ærespræmieløb sluttede hun sæsonen med en samlet præmiesum på 13.525 kr. Der var slået på stortromme før starten i Charlottenlund, og forventningerne blev stort set opfyldt. Men hun tabte 70 meter i starten og var passeret af både King Ben jun., Kuno og Krudt. Alligevel nåede hun at slå dem alle. Kun Lincoln havde fået for stort forspring.

Ved den lejlighed var det, hestesportsmedarbejderne ved de københavnske blade udnævnte Karensdal til årgangens bedste hest. Man luftede muligheden for at se hende til start i Skandinavisk Mesterskab 1950, så Karensdals evner tvivlede ingen på.

Dette er ligeledes lidt af et fynsk eventyr, og årene efter blev hun ved med at dominere og tog flere gange til hovedstaden, hvor hun slog de bedste af deres heste, og både Karensdal og hendes utrolig ivrige ejer og kusk, M. K. Gudmundsen var bestemt med til at sætte fynsk travsport på landkortet!

Den sidste gang, at vi kan finde M. K. Gudmundsen i statistikkerne, er i 1953, hvor han vinder tre sejre i sæsonen med Iho, Ninette Harvest samt Oxfordpigen og en lang karriere var forbi, men direktøren fik sat et gevaldigt aftryk!