Bongos Corner 8

Denne gang vil jeg gerne byde publikum på nogle anderledes historier, end normalt, hvor jeg går lidt bag om scenen i dansk travsport, samtidig berette om alvorlige mindeværdige situationer, som sporten også er fyldt med. Men lad os starte med nogle travløb, der huskes eller erindres, om man vil, af mange forskellige grunde. Det er klart, at vi flere gange beskæftiger os med løb, der er bemærkelsesværdige på grund af høj sportslig kvalitet eller stor spænding, men denne gang vil vi beskæftige os med en række løb med mere besynderlige episoder.

Vi begynder med et løb fra 1917. Her skete noget, som ville være utænkeligt i vore dage, nemlig dette at samtlige deltagere blev diskvalificeret. Allerede af den grund, at der kun startede tre heste, ville det rigtige nok være at aflyse sådan et sådant løb. Dengang var der jo ikke, som i vore dage, bindende startlister, for man kunne slette heste op til en halv time, for løbet skulle køres. I programmet for det pågældende løb var opført ni heste, men da startlisten blev hængt op på banen, og i de gammeldags galger på tilskuerpladserne, var der kun tre startvillige. Det var Erda (Sofus Sørensen), Tim (Carl Roth) og Harlekin (Poul Groch).

Først blev Erda diskvalificeret og opgav, ikke længe efter overgik samme skæbne Tim, hvorefter Harlekin var alene på banen og dermed efter al beregning sikker vinder. Banedommerne ville det imidlertid anderledes, og det endte med, at også Harlekin blev diskvalificeret. Alle tre domme var nok korrekte, men publikum var selvfølgelig noget uvidende om, hvad der nu ville ske. Den officielle kendelse kom til at lyde: Løbet erklæres for ophævet (hvordan man nu ellers kunne ophæve et løb, der var kørt), og samtlige gjorte totalisatorindskud tilbagebetaltes, men det er vel også en situation, der kan skydes ind under startvanskeligheder, da sporten jo ikke var ret gammel på det tidspunkt.

Der kan nævnes flere sådanne mærkværdige løb. I 1917 vandt Sofus Sørensen et løb med Thilde, hvor de tre øvrige deltagere var diskvalificeret. Den gav som vinder 14 for 10, men i plads gav den 21 for 10, idet hele pladsspillet måtte regnes som gevinst for Thilde-spillerne. I et andet løb med fire deltagere vandt Sofus Sørensen med Creta, to blev diskvalificeret, og den fjerde deltager, Bonaventura, var distanceret. Her gav Creta en pladskvote på 19 kroner, medens Bonaventura gav en pladskvote på 28. Her kom man altså ud for det mærkelige tilfælde, at der var totalisatorgevinst på en hest, der ikke fik præmie. Kan dette også ske i dag? Idet det selvfølgelig er spillerne uvedkommende, hvor langt en hest er efter vinderen.

På tale om, at der kan vindes i totalisatoren på en hest, der ikke får præmie i løbet, har man dog set dette på andre områder. Det var især dengang, hvor en kusk skulle eftervejes (der skulle være mindst 75 kg i sulkyen). Holdt denne vægt ikke, blev kusken og hesten diskvalificeret, men de blev ikke diskvalificeret fra totalisatorrækken. Det samme kunne ske, hvis en hest efter løbet opdages at have løbet den forkerte distance.

Et meget groft tilfælde på dette, så man i sin tid med Sofus Sørensen og Tristan II. Den vandt først et handicap og startede derefter i endnu et handicap uden at få tillæg, som den første sejr normalt skulle give. Tristan II. vandt igen. Det er flere gange sket, at en hest har vundet to løb på samme dag, men at vinde to handicaps på samme dag er sikkert et enestående tilfælde. Tilfældet har en forklaring, og det er vel nok denne, der bevirkede, at Sofus Sørensen fik en bøde på kr. 500,-, men fik lov til at beholde sejren. Forklaringen var denne: Man startede med flagstart på den tid. Hver starter fik udleveret en seddel, hvorpå var opført de heste, som han havde at overvåge i det enkelte startfelt. Da man begyndte at volte til starten, råbte Max Rabenhorst til Sofus: Du skal ikke være her, Sofus, du skal 20 meter længere tilbage, Tristan II. har vundet en sejr i dag. Sofus stod helt uforstående overfor dette og spurgte starteren: Hvor skal jeg være? De skal være her, svarede starteren, idet han så på sin seddel, der ikke var rettet efter Tristans første sejr. Så vandt Tristan II. igen, men det blev altså til en bøde på de kr. 500, idet dommerne som alle andre skønnede, at Sofus måtte kende sin startplads. På den anden side var han imidlertid under starterens kommando.

Man har også været ude for det tilfælde, at en hest har været først over mål, to gange på en dag, uden at blive hejst som vinder. Dette skete også for Sofus Sørensen med Princess Beautaw, der var diskvalificeret for urent trav begge gange.

På tale om at vinde i totalisatoren, uden at hesten får præmie, huskes et løb fra 1929-1930. Her kørte Sofus Sørensen den store stjerne Harrison Dillon, der i opløbet fandt et hul i feltet og skød frem og vandt foran Oluf Månsson med Maro. Det så meget flot ud, og Sofus fik stort bifald. Imidlertid må hullet ikke have været stort nok, der blev nedlagt protest, Harrison Dillon blev diskvalificeret fra præmierækken, men ikke fra totalisatorrækken. Selvfølgelig en helt forkert dom, der aldrig ville ske i dag!

Mange ting og sager er mørkelagt i Det Danske Travselskabs annaler og ikke engang omtalt. Således er der næppe mange, der ved, at en træner engang er blevet udelukket for livstid på grund af doping. Det ligger mange år tilbage, helt til 1914. Det var en træner, der hed A. Moll, som var privattræner for den store hesteejer Henrik C. Hansen. Han vandt et løb meget let med A Harcourt, men efter løbet begyndte rygterne at svirre om, at A Harcourt før løbet havde fået en indsprøjtning. Dette er omtalt i den officielle løbsrapport, og træner A. Moll fik en bøde på kr.1000.

Hvad der imidlertid ikke stod i den officielle rapport var, at træner A. Moll blev udelukket for livstid. Selv påstod A. Moll, at han kun havde givet A Harcourt en flaske brændevin før løbet, for at kvikke den lidt op? (Der må jeg godt nok indrømme, på trods af at det efterhånden er nogle år siden, at jeg sidst drak en flaske brændevin, kan jeg da ikke erindre med tydelighed, at jeg var særlig kvik efterfølgende). Kr. 1000 var den største bøde, som man kunne give dengang.

Man kan kun sige, at sporten her - for 110 år siden - i dette tilfælde var meget konsekvent, og der er bestemt ikke plads til personer, der med mangel på respekt for hestene, bruger ulovlige midler for egen vindings skyld!

Dette her med kr. 1000 i bøde gjaldt også i 1924 for Sofus Sørensen i Kongelundsløbet på Amager, og her vil jeg lade de aktuelle skrivelser for hændelsen, tale for sig selv:

Det var en kæmpestor skandale, som fik mange konsekvenser, og jeg kan nævne, at Poul Sørensen, der jo var bror til Sofus Sørensen, senere hen skiftede navn til Poul Klartoft, og en mand som P. P. Nielsen, som var en rigtig dygtig hestemand, ja han flyttede til Sverige eller nærmere sagt Göteborg, hvor han fortsatte sin karriere, og det var bestemt ikke kedeligt, da hans gode ven Kaj ”Smiles” Hansen, der tidligere havde været træner i Odense, ligeledes flyttede til den store svenske by.

Peter Andersen og William Jensen fik hurtigt overstået deres karantæner, og Sofus Sørensen, som de fleste nok allerede nu har noteret til at være involveret i nærmest samtlige disse besynderlig løb, ja han var fortsat utrolig folkekær, og nok den mest populære og afholdte travtræner, som vi nogensinde har haft i Danmark.

Vi går nu over til en helt anden form for løb, som man huskede det. Det var Sankt Hans-aften i 1948. En stille og dejlig sommeraften, hvor løbene begyndte kl. 17, og alt forløb stille og fredeligt, indtil dagens syvende og næstsidste løb. Her var Ernst Petersen overlegent i mål med Idealist som første hest, men i opløbet var den blevet diskvalificeret for urent trav, og vinder blev nu i stedet Groch jr. med Indian Britton. Publikum fandt dommen helt forkert, og om det var i dagens anledning, at man ville se ild og blod er ikke godt at sige, men man fik begge dele at se.

Man gik helt amok og tændte bål på tribunen, men dette blev snart slukket (ellers var man måske kommet før i gang med moderniseringen af Charlottenlund), publikum styrtede over banen til dommertårnet, hvor man låste dørene, banedommertårnet blev belejret o.s.v. Da man ikke kunne komme op i dommertårnet, hvilket blev forhindret af politiet, begyndte enkelte at brække kantstene op fra banens inderkant og kastede disse gennem ruderne. En af disse ramte dommer Osvald Nymann over det ene øje, hvor han fik en stor flænge.

Efterhånden kom der politiforstærkning til og gemytterne faldt lidt til ro. Banedommerne var dog stadig isoleret, og der gik meget lang tid, før de kunne hjælpes bort af politiet. Man måtte som journalist selvfølgelig til bladet med referat af dagen, men blev omgående sendt på banen igen for at se, hvad der ville ske. Endnu ved midnat var politiet stadigvæk talstærkt foran indgangen, og man frygtede natlige brande, også i staldene, men heldigvis forløb natten rolig, og næste travdag var alt ved det gamle, dog fortsat med store diskussioner om den dramatiske Sankt Hans-aften.

I tresserne havde man en situation noget lignende, og det var dengang Cim Payne der var årsagen til, at publikum lige ville hilse på dommerne, og den grå vallak havde virkelig problemer med travet, men var Danmarks bedste hest på dette tidspunkt og af en eller anden årsag, som ikke engang konkurrenterne kunne forstå, blev hesten en dag disket for urent trav. Den var jo altid kæmpe favorit, så man ville gerne som spiller have en forklaring på, hvorfor den denne pågældende dag, travede dårligere end normalt. Dommerne måtte også her have en hjælpende hånd fra lovens lange arm, uden det kom til blodudgydelser, men episoden var nok den sidste pind i kisten om, at urent trav reglen forsvandt fra de danske travløb for evigt.

Denne – Cim Payne – kan sagtens være en af hovedårsagerne til, at man den dag i dag, her på Fyn har en hesteejer, der lige siden har ment, at skimlede heste, er det eneste saliggørende i væddeløbssporten???

Jeg vil også gerne rette pilen imod den vigtigste foranledning for, at vores væddeløbsheste yder så mange toppræstationer som de gør, nemlig staldpersonalet, for uden dem, går det ikke, og her har sporten ikke været god nok til at fortælle om det kæmpearbejde, der bliver udført i staldene, hver eneste dag, og som oftest til en løn og antal timer, som ingen andre bliver misundelig på.

Det er træneren, der fastlægger træningerne, og som oftest kører dem i løb, men det er staldmanden/kvinden, der er sammen med dem hver evig eneste dag i mange timer og sørger bl.a. for at give de rigtige og vigtigste oplysninger om de heste, de har ansvar for til træneren.

Vi oplever med rette, hvordan søgelyset, nu i vores tidsalder, med rette bliver rettet imod de sportsgrene, hvor der bliver anvendt dyr, og der har desværre været nogle rigtig grimme situationer imellem dem, og derfor er det også utrolig vigtigt, at der er så stor gennemsigtighed med, hvad der sker med hestene i væddeløbssporten, og lad mig slå det fast med det samme: Ingen træner har haft succes i sporten, uden et rigtig godt personale omkring sig, der hele tiden varetager hestenes interesse!

Jeg ved ganske udmærket, at tiderne er meget forandret nu, men på min tid stod man tre år i lære for at blive staldmand, og der måtte på de københavnske baner kun være femten lærlinge ad gangen, og det var bestemt ikke en dans på roser, men i løbet af ganske kort tid havde man lært at respektere den store forpligtigelse, som det er at have ansvaret over en hest!

Dengang jeg kom i lære, var staldterrænet fyldt med staldfolk, med både 30-40-50 års erfaring, og hvad de ikke vidste om heste, må guderne vide! Jeg var så utrolig heldig at komme til at arbejde under en staldmand ved navn Kaj Hinke, og han havde tidligere været førstemand hos N. J. Koster i tolv år og efterfølgende det samme antal år som førstemand hos Mark Ingdam og bare det at tænke over, hvad han har oplevet i sin lange karriere, kan stadigvæk gøre mig misundelig.

På billedet kan man se Kaj Hinke, da han på FV var foran dommertårnet og modtage sin staldmandspræmie, efter Rex Maritza og Mark Ingdam havde vundet dagens store løb. Det sjove med dette billede er, at han netop står med en cigaret i hånden, hvilket jeg gerne ville have vidst, dengang at han forbød mig at ryge!

For at forklare disse gamle staldfolks ansvarsfuldhed kan jeg nævne, at de under krigens tid, forlod deres familier og børn, så de kunne cykle ud på banen inden aftenens udgangsforbud trådte i kraft, for at sove på høloftet, så deres heste kunne få deres morgenmad, til tiden klokken 6.00 næste morgen!!!

Frem til sidst i halvfjerdserne var det kun mænd, der måtte arbejde i staldene på travbanerne, men så dukkede Cilla op, og hun blev den første person af andet køn, der blev optaget i staldfolkeforeningen, og hun arbejdefr for Bjarne Schnell.

Jeg har fundet et billede fra 1964, hvor en ung forfatter er på vej ud på en træningstur med - David Crocket (tredje i Dansk Derby i 1962, for Bertil Jansson) – og pigen der kommer ridende bagved, er Trille og hendes borgerlige navn var Christel Bügel Hansen og hun var såmænd barnebarn af, ja hvem ellers, Sofus Sørensen!

Nu har man over hele verden opfundet – Hall of Fame – indenfor alle sportsgrene, men af en eller anden ubekendt årsag, har jeg ALDRIG set en staldmand eller kvinde blive optaget der i væddeløbssporten, hvilket er utrolig forkert, så derfor har jeg – for at gøre opmærksom på problemet - nu fundet en bænk af lidt ældre dato, på Fyens Væddeløbsbane (man kan få søsyge-tendenser ved at sidde på den) og den har jeg nu omdøbt til - Derbyvinder-Bænken – der fremadrettet fortrinsvis er for staldfolk, der i deres karriere har passet en derbyvinder.

Når man har sagt væddeløb, er det næste ord Derby, og dette løb har over hele verden været med til at forandre en masse menneskers liv igennem tiderne og hvis man har været så heldig at være involveret i en derbyvinder, ja så er det noget, som man aldrig glemmer. På trods af, at det er tæt på tres år siden, at jeg skulle over foran dommertårnet, foran stopfyldte tilskuerpladser på Charlottenlund og modtage Hansa, efter at den havde vundet derbyet i 1966, er det en dag, som jeg aldrig glemmer. Det er en følelse og fornemmelse, der ikke kan beskrives. Det er noget, som man skal opleve for at forstå det. Jeg har tit givet udtryk for, at jeg var utrolig heldig og være med til at passe en hel del gode heste med mange succeser igennem årene, men intet, absolut intet, kommer i nærheden af at vinde et derby!

Der er allerede optaget tre personer i denne fornemme klasse, men vi må her indrømme, at Mr. Derby er blevet optaget – in absentia – da han jo på travdage har for travlt til at sidde der, men han har nu også fået rettighederne til det, og se på billedet hvem de to andre er! Det bliver spændende og se, hvor mange medlemmer vi når at få optaget, i denne meget prestigefyldte loge, inden bænken braser sammen!

Kan I alle have et rigtig godt Trav Derby!