Søndagens danske løb: Kombidag på Fyens Væddeløbsbane

I eftermiddag afvikler Fyens Væddeløbsbane travløb for breddesporten, samt årets fire sidste galopløb. Løbsdagen starter klokken 12.30.

Amatørkuskene er i fokus på travsiden denne søndag, hvor der er fire travløb og et monteløb på menuen. Der er store felter så spillerne kommer på en svær opgave.

Heriblandt Licensmesterskabet 2023 for amatørkuske.

Travløbene begynder klokken 12.30 og der er V4 fra løb 1 til 4.

Klokken 14.10 tager fuldblodshestene over med fire løb, som er indrammet af et V4-spil.

Størst interesse er der om hvem der bliver "Årets Galophest" på Fyn. Der er mange om buddet. Men før dagens løb er Sun Lane og Sir Christian førende med 34 point.

Hos trænerne er lokale Sarah Langholm Hornstrup (74.790 kr.) førende før finaledagen, men Lea Olsen, Tina Mortensen og Torben Christensen, kan stadig nå at passere den førende.

Hos de professionelle ryttere vinder Jacob Johansen titlen, mens Mathilde Lund Johansen og Kelvin C Belcourt begge med to sejre, kæmper om titlen hos lærlingene. Hos amatørrytterne er Melissa Vesterholm med to sejre i front.